Publicerad i Skåneland december 2000

Etnisk udrensning i Skåneland

(Red. anm.: svåra danska ord i svensk översättning inom parentes)

Den mest debatskabende udtalelse i år set fra et Skånelandssynspunkt må være kristdemokraten Rolf Tufvessons, da han i Sydsvenska Dagbladet 14. maj sammenlignede (jämförde) svenskernes adfærd (framfart) i Skåneland i 1600-tallet med de sidste 10 års begivenheder på Balkan. Debatten blev hurtigt fokuseret ind på spørgsmålet (frågan) om svenskerne udførte etnisk udrensning i Skåneland. Følgende ordspil (polemik) fandt sted i SDS: Tufvesson: "Det var ju etnisk rensningar här också. Det dödades väldigt många människor på grund av att de ville behålla den skånska identiteten och värna det skånska." Harald Gustafsson, universitetslektor i historie på Lunds Universitet: "Det finns ingenting som tyder på att det förekom fördrivningar av skåningar från Skåne. Det är ett rysansvärt missbruk av begreppet etnisk rensning. Det som gjorts i vår tid att soldater släpar ut människor ur sina hus, skjuter och våldtar dem för att de tillhör en etnisk grupp - sådant förekom inte i 1600-talets Europa."

I Uno Röndahls bøger findes eksempler på at svenske soldater hev (drog) folk ud af deres huse, at de skød folk og at de voldtog kvinder. Om disse handlinger var motiveret af etnisk had eller om der bare har været tale om almindelig (vanlig) sadisme er vanskeligt at sige. Det er dog tvivlsomt om disse soldater ville have opført sig på samme måde oppe i Sverige. Gustafsson uddybede (fördjupade) sine synspunkter i et læserbrev i SDS 22. maj: "I 1600-talets Europa fanns varken den tankevärld eller de resurser som krävdes för att man skulle kunna terrorisera stora befolkningsgrupper över stora territorier, och med våld kasta ut dem, bara för att de talade ett annat språk eller på annat sätt hade en avvikande kultur." Etnisk udrensning defineres vel som en fjernelse (borttagande) af et bestemt oprindeligt folk fra deres land, alene (enbart) fordi den erobrende magt anser dette folks tilstedeværelse (närvaro) som problematisk. Det er derfor relevant at kikke (titta) lidt nærmere på nogle eksempler på den svenske ledelses (ledningens) planer med den skånelandske befolkning for at kunne besvare spørgsmålet (frågan).

Adelen

15/9 1677 nåede Karl XI til den konklusion at hele den dansk-skånske adel skulle landsforvises til Sverige, fordi svenskerne ikke kunne stole (lita) på den. Landsforvisningen skulle være i kraft sålænge krigen i Skåne stod på. En del af adelen flygtede (flydde) dog til Danmark fordi de ikke ville leve under svenskernes åg (ok). Og i årene efter Skånske Krig forsvandt stort set resten af den gamle adel helt af sig selv. Svenskerne formåede at gøre livet tilstrækkeligt surt for dem og købte dem ud een efter een. I 1768 var kun (endast) 14% af herregårdene i Skåne i den gamle adels besiddelse (ägo). Med andre ord en de facto etnisk udrensning af den dansk-skånske adel.

Embedsmændene

I tiden omkring Skånske Krig besluttedes det at nøglestillinger (nyckelpositioner) som for eksempel præster, klokkere (som stod for undervisning af børnene) og herredsfogeder, skulle erstattes (ersättas) med "infödde suenske". Det var for at gennemføre forsvenskningen og være sikre på at have pålidelige folk i tilfælde af en ny krig med Danmark. Med samme argument dekreterede Karl XI i 1678 at magistratsembederne i de skånelandske købstæder skulle besættes (tillsättas) med "infödda svenskar, men iche danske eller skånske män tilsättes". Også på Lunds Universitet blev de dansksindede universitetsfolk udrenset (det kan stadig (fortfarande) mærkes). Alle disse udrensninger blev gennemført med stor succes set fra et svensk synspunkt.

Bønderne

I 1678 havde svenskerne lagt planer om at fjerne hele landbefolkningen omkring Landskrone, som var den danske hærs hovedbase i Skåne. På den måde (detta sätt) ville svenskerne forhindre danskerne i at få forsyninger (förråd av livsmedel etc). Bønderne skulle flyttes bag de svenske linier, men de opfattede det - muligvis med god grund - som om at de skulle deporteres til Sverige ligesom adelen, og de flygtede istedet til Sjælland. Karl XI nægtede (vägrade) bønderne at vende tilbage efter Skånske Krig, mens andre højtstående svenskere gerne ville have dem til at vende hjem til Skåne. Det er omstridt (omtvistat) hvor mange der vendte tilbage.

Svenske planer

Alf Åberg, denne ellers berygtede storsvenske "historiker", har i "När Skåne blev svenskt" skrevet om svenskernes planer med skånelænderne. Med Åbergs ry i mente (rykte i tankarna) tror jeg at det er troværdigt når han taler om to divergerende meninger i den svenske ledelse. Den første ville forsvenske folket. Åberg skriver om den anden: "Den andra riktningen omfattedes av de uppsvenska regementsofficerarna och en del civila tjänstemän. De menade att Sveriges gräns mot söder aldrig skulle kunna bli säker med en så orolig och självrådig befolkning i skogsbygden. Eftersom de betvivlade sin förmåga att vinna skogsborna för Sveriges sak, ansåg de det bäst - att som termen ibland löd - 'utrota' en del av skåningarna. Man ansåg därmed en folkförflyttning i större skala." Uno Röndahl skriver i "Skåneland ur det fördolda" om den tysk-svenske generalguvernør Rutger von Aschebergs ämbetsberättelse fra 1693: "I den 5:e paragrafen tog han nämligen upp ett framtidsperspektiv för den slutliga försvenskningen, vars innehåll pekar på etnisk rening av befolkningen, av en modell som vi vår tid kan förknippa med motsvarande händelser i Europa under Andra världskrigets tid och även senare. Läs, förfäras och minns: "- att det vore rådligast det man de gamla inbyggarna på varjehanda sätt utrotade och hellre äga ett öde land än med så många tusen malcontanter (missnöjda) uppfyllt, till dess man det efter handen med nya inbyggare uppe ifrån landet igen populera (befolka) kunde"."

Etnisk udrensning eller ej

Spørgsmålet om svenskerne i praksis (i praktiken) udførte etnisk udrensning i Skåneland kan ikke besvares entydigt. Det er vel i virkeligheden et spørgsmål om definition og smagssag (godtycke). Svenskerne havde planer om det, men udførte dem aldrig i praksis. Hele det gamle dansk-skånske samfunds top blev bevidst (medvetet) udrenset fordi de blev anset som en hindring (bromskloss) for den totale forsvenskning. Det var dog ikke sådan at de blev slået ihjel, men udviste de ikke det rette svenske sindelag, var det ud af vagten (ut genom dörren). Netop sindelagskriteriet virker til at have været meget vigtigt for svenskerne. Og i første omgang blev den enkeltes (enskilda individens) etniske baggrund anset for at være den vigtigste indikator for at have det rette sindelag. Ingen storstilet udrensning af bønderne blev derimod gennemført. Svenskerne havde brug for det skånske kornkammer (kornboden), og da svenske bønder ikke var meget for at flytte til Skåneland havde man behov for de skånelandske bønders fortsatte arbejdskraft - og desuden de skånelandske bønder som kanonføde til svenskehæren. Det var således ikke dikteret af nogen omsorg for skånelænderne, men iskold beregning. Når snaphanejægeren Sven "Banketröja" Erlandsson efter slaget ved Lund siger at "Det är bättre med ett öde land, än ett land fullt av skälmar och förrädare‰, er det vel et godt eksempel på svenskernes egentlige følelser (känslor) overfor (gentemot) det skånelandske folk før, under og efter Skånske Krig. Et sted mellem 10.000 og 20.000 skånelænderne anslår Knud Fabricius i "Skånes overgang fra Danmark til Sverige" at være flygtet til Sjælland under og efter Skånske Krig. Dette tal inkluderer dels modstandsfolk og deres familier, dels bønder som var bange (rädda) for at blive deporteret og dels bønder og andre som havde fået deres muligheder for at opretholde livet i Skåneland ødelagt af krigen. I hvert fald modstandsfolkenes udrensning var ikke i svensk uinteresse.

Tufvessons sammenligninger med dagens Balkan er ikke helt ude i skoven (uppåt väggarna). Selv ville jeg nu nok formulere mig på en anden måde. Gustafsson til gengæld burde nok studere 1600-tallets historie lidt bedre. Hans meget firkantede (tillyxade) betragtninger er efter min overbevisning temmeligt tvivlsomme. Det er blevet anslået at Skåneland havde en befolkningsnedgang på omkring 38% fra 1658-1718, et tal hvori der er taget hensyn til den den naturlige befolkningstilvækst. I faktiske tal giver det over 100.000. Fælles (Gemensamt) for disse mennesker var at de alle tilhørte det oprindelige (ursprungliga) østdanske folk i Skåneland. Altså en bestemt (specifik) etnisk gruppe. Hvad skal man da kalde deres fjernelse (avlägsnande)? Jeg vil lade en skånsk læserbrevsskribent i SDS få det sidste ord. Han skrev i SDS 17. maj: "Jag vet inte hur den officiella definitionen på nationalism och etnisk rensning lyder, så låt gå för resonemangets skull: det förekom ingen etnisk rensning. Sorgligt nog verkar det som om herr Gustafsson bagatelliserar att det förekom en, ska vi säga oetnisk rensning. För det kan han väl ändå inte bortse från?"

Søren Madsen