Publicerad i Skåneland nr 2 juni 2001

Et spørgsmål til Uffe Østergård

Den 7. marts 2001 havde Centrum för Danmarksstudier på Lunds Universitet arrangeret et foredrag med Uffe Østergård, Direktør for det nyoprettede Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier. Østergård, som også er historieprofessor, berettede om centerets virke. Bagefter var der mulighed for at stille spørgsmål. Fra salen blev det naturlige spørgsmål stillet: "Kan forsvenskningen i Skåneland karakteriseres som folkedrab eller eventuelt som et kulturelt folkedrab?" Det ville Uffe Østergård ikke afvise. Han mente at det var et emne som var meget berettiget for centeret at studere. Han var umiddelbart også mest indstillet på at benytte betegnelsen "folkedrab" fremfor det vagere "kulturelt folkedrab". Han brød sig tilsyneladende ikke så meget om det senere begreb idet han mente det kunne tolkes så bredt at det også inkluderede dialekters uddøden.

Østergård lagde ikke fingrene imellem. Han kaldte forsvenskningen for "en art sindelagsskift" som var "ekstrem blodig" og "meget forfærdelig", og som en sidebemærkning betegnede han Karl X og Magnus Stenbock statuerne for "krigsforbryderstatuer". Ifølge Østergård var forsvenskningen et af de første omnationaliseringsforsøg i det tidlige moderne Europa. Han tilføjede at efter hans opfattelse var skånsk identitet et resultat af den svenske erobring. Før fandtes der ingen skånsk identitet. Den var dansk, sagde Østergård med et listigt smil.

Uffe Østergård påpegede at begivenhederne dengang ikke burde sammenlignes med 1990ernes begivenheder på Balkan. Han mente at man istedet burde sammenligne med andre samtidige begivenheder for at sætte forsvenskningen i Skånelandene i relief. Det kunne f.eks. være Bøhmen som Knud Fabricius diskuterer i sit værk "Skånes Overgang Fra Danmark Til Sverige". Det skal dog bemærkes at Østergård selv ved andre lejligheder har draget paralleller mellem vore dages Balkan og de sønderjyske krige 1848-50 og 1864. Lederen af Centrum för Danmarksstudier Hanne Sanders knyttede en bemærkning til spørgsmålet, idet hun mente at man burde afgrænse begrebet "folkedrab" bl.a. i relation til Skåne, så det ikke kunne bruges til politiske formål. Hun uddybede dog ikke om det var meningen at afgrænsningen skulle foretages så begrebet lige netop ikke dækkede begivenhederne i Skåneland.

Definitioner

I FN's konvention fra 1948 defineres folkedrab som gerninger udført med det formål at "helt eller delvis förinta en nationell, etnisk, rasmässigt bestämd eller religiös grupp" som der står i den svenske version. En af disse gerninger består i at "uppsåtligen påtvinga gruppen levnadsvillkor, som äro avsedda att medföra dess fysiska undergång helt eller delvis." Ophavsmanden til både konventionen og folkedrabsstudier var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, som selv mistede en halv snes familiemedlemmer under Anden Verdenskrig. Lemkin opfandt begrebet "folkedrab" i sin bog fra 1944 "Axis Rule in Occupied Europe".

Lemkin førte en personlig kamp for at få folkedrab anerkendt indenfor international lov. Hans kamp blev kronet med held med FN's vedtagelse af konventionen i 1948. Oprindeligt havde Lemkin argumenteret for en bredere definition. Han anså nemlig at udryddelse af grupper af mennesker på anden måde end den rent fysiske også burde have været inkluderet. I sin bog fra 1944 definerer han det som en bevidst politik der fører til "...opløsning af politiske og sociale institutioner, af kultur, sprog, nationalfølelse, religion og den økonomiske eksistens." Dette kaldes "kulturelt folkedrab". En række vestlige kolonimagter forhindrede dog at kulturelt folkedrab blev inkluderet i konventionen.

Forsvenskningen

Der skal her ikke gås i dybden med forsvenskningen. Kun skal der kommes med nogle bemærkninger der tager udgangspunkt i Lemkins definition på kulturelt folkedrab. For en detaljeret beskrivelse af forsvenskningen henvises til "Skånes Overgang Fra Danmark Til Sverige" af Knud Fabricius og "Skåneland Utan Förskoning" af Uno Röndahl. Som et eksempel på et relevant studie af en enkelt område kan nævnes S. Ö. Ohlssons "Skånes språkliga försvenskning". De politiske institutioner blev egentlig garanteret i Roskildefreden som sagde at skånelænderne skulle "blifva vidh deras vanlige rätt, lagd och gamble privilegier och frijheter oturberade och obehindrade". Men den så svenskerne som bekendt hurtigt stort på.

Kun tre uger efter freden dikterede Karl X at Skåneland skulle "adaptera och lämpa till Sweriges stadgar och sedwane". Opløsningen af den oprindelige kultur og nationalfølelse illustreres bedst ved et Karl XI citat fra 10/4 1678: "...at der mellem vore svenske og de nævnte lande bliver indført en sådan uniformitet og lighed, at indbyggerne og undersåtterne dermed med tiden må vindes til de svenske fra de danske sæder og skikke og således efterhånden mister kærligheden til Danmark, som ellers utvivlsomt vil vedvare hos dem; thi overensstemmelse i ceremonier, konstitutioner, sæder og sprog holder ufejlbarligt gemytterne indbyrdes sammen." Forsvenskningen berørte ikke skånelændernes religion som sådan da Sverige ligesom Danmark bekendte sig til den evangelisk-lutherske kirke. Men udøvelsen af den blev fuldstændig ændret ikke mindst takket være den ivrige forsvenskningspræst Knut Hahn som udryddede alt hvad der mindede om dansk kirkeordning. Den økonomiske eksistens blev truet af Jerntæppet, der vanskeliggjorde handelsforbindelser vestpå.

Uffe Østergård hældede mest til at kalde forsvenskningen for et et folkedrab i fysisk forstand. Spørgsmålet er dog om det er den mest korrekte betegnelse. Egentlig er man lidt henne i samme diskussion som i artiklen "Etnisk udrensning i Skåneland" fra Skåneland nr. 4, 2000, hvor man kunne argumentere både for og imod. I runde tal havde Skåneland en befolkningsnedgang på 100.000 fra 1658-1720, og selvom svenskerne ikke direkte har slået alle disse mennesker ihjel, så bærer de svenske regeringer dengang det fulde ansvar for den politik der førte til disse menneskers død, nemlig erobringen og inkorporeringen af Skåne, Halland og Blekinge. På den anden side findes der intet belæg for at hævde at en fysisk udryddelse af folket var en generel målsætning.

Derimod passer forsvenskningspolitikken, forstået som en omnationaliseringspolitik, som fod i hose til definitionen på kulturelt folkedrab. Man skulle tro at Lemkin havde lavet definitionen ud fra kendskab til forsvenskningspolitikken! Hvor diskussionen om etnisk udrensning og fysisk folkedrab tilhører den historiske sfære, så er det ikke 100% tilfældet med kulturelt folkedrab, for så vidt som man mener at forsvenskning er et fænomen der stadig eksisterer. Vi må håbe at Uffe Østergård holder løftet om at Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier vil inddrage forsvenskningen i deres forskning. Det kan måske medvirke til at bringe lidt saglighed ind i debatten. Relevante baggrundsartikler kan findes på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudiers hjemmeside: http://www.dchf.dk/. Specielt anbefales Eric Markusens "Hvad er folkemord? - en søgen efter svar". Centret er inspireret af Uppsala Universitets "Program för studier kring Förintelsen och folkmord.

Søren Madsen