Publicerad i Skåneland oktober 2000

Det lundensiske rædselskabinet

Som de fleste ved er Lunds Universitet (LU) grundlagt med det formål at drive forsvenskning i Skåneland. Man skulle tro at man her på tærsklen til et nyt århundrede, hvor demokratiet snart er udbredt til hver en afkrog i verden, og hvor menneskerettigheder er på højeste mode - ikke mindst hos den moralske supermagt Sverige, ville se LU i et opgør med sin dystre fortid. Dette er imidlertid ingenlunde tilfældet. Det spirende skånske selvstyre, den voksende skånske selvbevidsthed og det mentale brobyggeri i Øresundsregionen, ha en række personer på LU's humanistiske fakultet sat sig for at bekæmpe.

Hanne Sanders, forskerassistent på Centrum for Danmarksstudier(!!!) på LU, interviewedes i Ekstra Bladet 26. april. Hun sagde bl.a. "Til gengæld skriver en gruppe regionalpatrioter meget glødende om forsvenskningen af Skåne. Om etnisk forfølgelse af dansksindede og tvangsforflyttelser. De har slet ikke belæg for deres påstande." På et foredrag af Hanne Sanders den 6. april under Humanistdagene i Lund fremsatte hun samme påstande, men indrømmede samtidig at hun slet ikke havde forsket i emnet! F.eks. havde hun ikke engang læst Knud Fabricius's "Skaanes overgang fra Danmark til Sverige". Det tragiske er, at Sanders faktisk er dansk, men måske det er de mange år hun har opholdt sig i Stockholm, der har påvirket hende.

I Sydsvenska Dagbladets omdiskuterede serie "Ett skånskare Skåne" 13-15 maj mobiliseredes et par personer med akademiske titler. Harald Gustafsson, universitetslektor i historie på LU, på spørgsmålet om der forekom etnisk udrensning i Skåne: "Nej! Det är ett rysansvärt missbruk av begreppet etnisk rensning. Det som gjorts i vår tid att soldater släpar ut människor ur sina hus, skjuter och våldtar dem för att de tillhör en etnisk grupp - sådant förekom inte i 1600-tallets Europa." Kjell Hansen, etnolog på LU, og medansvarlig for den kommende skånske historiebog fra Region Skåne: "Politikerna verkar föreställa sig att det finns en hel unik skånsk historia, att den är olik alla andra historier. Men vi som jobbar med den vet att det inte är så. Vi ser hur historien såg ut på en viss plats, som i det här fallet är Skåne men som lika gärna kunnat vara Halland eller Närke. Jag vet inte vad som händer om politikerna inte tycker om det vi gjort. Men ingen av oss som jobbar med detta tror på den historieskrivning som politikerna serverar människor." Hansens historiesyn bygger altså på "tro" og ikke sandhed. Hvad nu hvis de to ikke er i overensstemmelse?

I Øresundsnyt 19/6 udtalte Fredrik Nilsson, forskerstuderende i etnologi på LU: "I Skåne vokser der i øjeblikket stærkere og stærkere separatister frem. Der arbejdes hårdt på at distancere sig fra nationalstaten. Mange ser broen og regionen som en slags vej væk fra Stockholm, og man forsøger at skabe en stærk skånsk bevidsthed." og "For 10-15 år siden rystede man på hovedet af sådan noget. Der var det kun ekstreme grupper, som kørte den retorik med, at Skåne skulle have sin frihed, men i og med regionsdebatten er kommet, er det pludseligt legitimt at snakke om den slags."

I "En bro för framtiden" - tillæg til Skånska Dagbladet 29/6 - udtalte Orvar Löfgren, professor i etnologi på LU, at han følte uro over en del af de spørgsmål som er bragt på banen i Region Skåne: en skånsk nationalsang, skånsk minoritetssprog og forsøget på at definere "skåningen". "Troligen är resonemangen inte genomtänkta och kommer att dö ut, men de är inte ofarliga utan kräver vaksamhet" sagde Löfgren.

Det er uhyggeligt at læse disse akademikeres udtalelser til pressen. Forskere ansat på en offentlig læreanstalt, som er financeret også af skånske skatteydere, har som opgave at drive forskning, som per definition skal tilstræbes så objektivt som muligt hvis den skal betegnes som seriøs. Deres opgave er IKKE at lade deres forskningsresultater være dikteret af personlige politiske sym- og antipatier, som man kan have nogle mistænkt for. Det er ligeledes kritisabelt, hvis forskere benytter deres videnskabelige autoritet som platform i en politisk kamp mod det skånske. Det kan dog ikke afvises at der bare er tale om almindelig uvidenhed eller inkompetence, men det er ikke mindre kritisabelt.

Det er vigtigt for Skånelandsbevægelsen hele tiden at være på vagt overfor det antiskånske miljø på LU, og ikke tøve med at fremføre kritik, når den er berettiget. Jeg tvivler på, at dette miljø er modtagelig overfor fornuft, men muligvis det istedet kan lære at styre sig, når det bliver stillet overfor det faktum at Skånelandsbevægelsen er istand til at udøve et kompetent modspil. Lad dem vide at ånden fra 1676 stadig lever.

Søren Madsen