Publicerad i Skåneland nr 2 juni 2001

Foreningen Skånsk Fremtid

Foreningen blev stiftet i 1992 og er søsterforening til Föreningen Skånelands Framtid. Den er en folkelig forening, der virker for større selvstændighed for Skåne, Halland og Blekinge på grundlag af disse landsdeles særlige historie og kultur. Foreningen Skånsk Fremtid har som et vigtigt formål at udbrede kendskabet til og forståelsen herfor i Danmark, samt at knytte personlige kontakter over Øresund. Som et helt selvstændigt programpunkt er ønsket om at kunstværker, kulturminder, håndskrifter og arkivalier m.m., der stammer fra Danmark før 1657-1660, føres tilbage til det dansk-skånske kulturområde. Foreningens synspunkter fremføres gennem foredragsvirksomhed, hjemmeside og medlemsblad. Medlemsbladet tilsendes også folketingspolitikere, dagblade m.fl. Disse arbejdsopgaver er fordelt så hver opgave har een person som ansvarlig.

Skånelandssagen har vel altid haft et kuriøst skær over sig i Danmark idet den almindelige opfattelse har været at indbyggerne i Skåne, Halland og Blekinge mere eller mindre altid har været svenskere. Den udbredte historieløshed og det berygtede rullegardin har hjulpet godt til det syn. Med Broen er der imidlertid kommet et skifte, som har fået flere og flere folks øjne op for Skånelandenes danske rødder og indset at de tre gamle østdanske landskaber er en væsentlig og ufjernelig del af dansk identitet. En anden ikke ubetydelig forskel i forhold til tidligere er at nogle af de udfordringer det danske folk er blevet stillet overfor de senere år har bragt dansk kultur og identitet ind som en vigtig del af den offentlige debat. Begge ting betyder at den jord foreningen sår sine frø på aldrig har været mere frugtbar end nu.

For at øge interessen idag bør man appellere til solidaritetsfølelsen med gamle landsmænd lidt ligesom i tilfældet Sydslesvig/Sydsønderjylland, selvfølgelig med det forbehold at man ikke nødvendigvis har identisk sindelag. Og hvis det ikke virker må man få folk til at forstå at det mentale brobyggeri i Øresundsregionen kun kan gennemføres hvis man tager udgangspunkt i det vi har tilfælles i kultur, sprog og historie, samt mentalitet. Men det mest virkningsfulde er at skånelændere selv kommer på banen i den danske debat, så man overbeviser folk om at sagen ikke er noget danske nationalromantikere har opfundet en sen nattetime. Man skal dog være klar over een ting. Danskere ser fortrinsvis på Skånelandssagen med nationale briller, hvor skånelændere - i hvert fald i dele af Skånelandsbevægelsen og i visse politiske partier - ser på sagen med regionalistiske briller. Dette faktum må man forstå og indrette sig efter i debatten.

Søren Madsen